Arven efter Dennis Peron

I en samtale i to dele talte vi med John Entwistle Jr., mand og samarbejdspartner til den afdøde cannabisforkæmper Dennis Peron – emnet for dokumentaren, Dennis: Manden der legaliserede cannabis. Entwistle var en vigtig del af Perons sag, lige fra at være medforfatter til Proposition 215 til at åbne Cannabis Buyer's Club.

I dag bor han stadig i det farverige hjem på Castro Street, der er døbt "Castro-slottet", som han delte med Peron, og han fortsætter med at bevare hans arv ved at arkivere billeder, optagelser og dokumenter, der fortæller denne utrolige historie. Mange af disse arkiver var afgørende for tilblivelsen af ​​denne film, ligesom Entwistles interviews foran kameraet, der er lige dele sprudlende og dybt rørende. Det er hans åbenhjertighed, vid og varme, der bringer Perons historie til live og hjælper os med at huske vigtigheden af ​​denne borgerrettighedsbevægelse og de mennesker, der fik den til at ske.

"Vi fejrer én mand, og vi lærer om et folks historie. Der er sket mange forandringer i San Francisco, og Dennis' liv afspejler det. Han kom hertil fra Vietnam, han var hippie, og så skete AIDS-sagen. Det er en smuk historie."

Peron var en frygtløs og målrettet cannabisforkæmper, hvis 40-årige karriere begyndte i begyndelsen af ​​1970'erne, da han smuglede en duffeltaske fuld af cannabis tilbage fra Vietnam (hvor han tjente i luftvåbnet) og begyndte at sælge den fra illegale butikker i San Francisco.

Dennis og San Francisco i 70'erne og 80'erne

"Dennis havde altid været politisk aktiv på græsrodsniveau her – og uanset hvor han var," siger John Entwistle Jr. "Lidt San Franciscos historie: Vi havde omvalg af valgkredse tilbage i 50'erne, 60'erne og 70'erne, og det var et stort problem for, hvordan vi valgte vores lederskab. Det foregik altid ved byomfattende valg til alle medlemmer af bestyrelsen, borgmesteren og alle andre. Og mange mennesker troede, at det betød, at de enkelte kvarterer ikke havde nok at skulle have sagt eller fik deres behov opfyldt. Så de kom med distriktsvalg ... og de skabte et distrikt, der omfattede kvartererne Haight Ashbury og Castro. Da det startede i starten af ​​70'erne, var det som at rulle den røde løber ud for en person, der enten var hippie eller homoseksuel, til at komme i bestyrelsen. Dette var uhørt før, men muligheden skulle stadig udnyttes."

Det var på det tidspunkt den ærede politiker Harvey Milk (som til sidst blev den første åbent homoseksuelle valgte embedsmand i Californiens historie i 1977).flyttede fra New York til San Francisco og udnyttede den voksende LGBTQ-bevægelse i takt med byens voksende politiske og økonomiske magt. "Der var fyre fra homoseksuelle - for eksempel Rick Stokes. Han var meget forbundet med den almindelige homoseksuelle dagsorden, hvilket er fantastisk, men det var ikke nødvendigvis hippie-dagsordenen. Og så havde du fyre som Terence Hallinan, der stillede op til valg fra Haight Ashbury. Dengang var Terence en rigtig hippie - en borgerrettighedsforkæmper og en radikal ung advokat. Men homoseksuelle ville aldrig vælge denne fyr [fordi han] var en heteroseksuel mand - meget heteroseksuel. Og så blev spørgsmålet: hvordan finder vi en kandidat, som begge samfund virkelig vil kunne lide og virkelig vil fejre?"

Det var her, Peron fandt sin rytme. "Fordi Dennis var en homoseksuel, hippie-pothandler," siger han. "Og han var transcendental – broen mellem de to samfund. Fuldstændig acceptabel for begge og elsket af begge." Peron var en stor tilhænger af Milk. "Og Harvey var i samme båd: en homoseksuel fyr, men også en potryger og en hippie. Mange af den oprindelige gruppe af homoseksuelle fyre, der kom herud, var stort set alle inden for den genre. Men det ændrede sig, da det blev mere mainstream."Når 100.000 mennesker møder op, vil de bringe værdierne fra en mere mainstream gruppe, end hvis de første radikale 15 dukkede op, som måske ville have været lidt mere fritænkende. Under alle omstændigheder havde vi brug for nogen, og det var her, Harvey Milk og Dennis kom ind i billedet. Og de kæmpede i årevis. Der var tre kampagner for at få ham valgt, og det var den tredje, der lykkedes.”

Kort efter Peron flyttede til San Francisco – lige fra Vietnam, hvor han havde tjent i luftvåbnet – åbnede han The Island, en kollektivt drevet vegetarisk restaurant, der hurtigt blev et hippie-tilholdssted. "En masse kampagnearbejde kom fra The Island," siger Entwistle. "De søgte at gøre tingene kollektivt. Pladsen var billig dengang, og folk havde brug for job. De startede restauranten med madkuponer og Det var et hit lige fra starten. Dennis subsidierede det altid. Han solgte pot ovenpå. Og det bragte mange mennesker sammen." Øen blev hurtigt et politisk knudepunkt. Peron startede Island Democratic Club, hvor han tilmeldte 90 til 200 kernepersoner til at stemme ved valg som gruppe. "Og de havde faktisk en vis magt," tilføjer han. "De deltog i et par små lokalvalg og rystede virkelig maskineriet, fordi de kunne gå ind med deres 90 mand stærke stemmer på én kandidat og enten synke eller hjælpe nogen."

Den første politiske kampagne, Peron arbejdede på med klubben, var forslag 19 i 1972. "Det var den statslige indsats for at legalisere cannabis," siger Entwistle. "Det kom på stemmesedlen, hvilket var fantastisk til at begynde med. De tog derud og indsamlede omkring 600.000 underskrifter, hvilket er meget svært at gøre på fem måneder. De fik 33% af de statslige stemmer på en billet til legalisering af marihuana, og måske endnu vigtigere, i San Francisco fik de mere end 50%."

Denne lille, men vigtige sejr forbandt Peron med folk som Gordon Brownell, der blev Californiens første registrerede lobbyist for cannabisreform i 1973 og sad i bestyrelsen for cannabis-forkæmperorganisationen California NORML. "Det hjalp Dennis med at lære mere om politik," siger han. "Han var meget rørt af de fyre, der startede NORML. Han ville være en af ​​disse mennesker og fortsætte denne mission, være indflydelsesrig og fremme denne udvikling."

Efter den enorme respons på forslag 19 i San Francisco i 1972 fik Peron den momentum, han havde brug for til et helt liv med cannabisaktivisme. "Hver kamp har været gradvis," siger Entwistle. "I den periode udfordrede Dennis konstant politiet – og meget åbenlyst. De spærrede hans klub op og arresterede alle, og han var bare derude igen dagen efter på en megafon og sagde: 'Jeg vil ikke stoppes.' Hans tankegang var: Det her er forkert, nogen skal sælge hash – og for pokker, det bliver mig!"

Entwistle mødte Peron første gang i 1980'erne i New York. Begge mænd var yippier – en ungdomsorienteret, modkulturel udløber af ytringsfriheds- og antikrigsbevægelserne i 1960'erne. De organiserede "smoke-ins" på Fifth Avenue og forsamlinger i Washington Square Park og rekrutterede den karismatiske Peron, der var ved at få et ry for sit illegale cannabis-"supermarked" Big Top i San Francisco, til at tale. "Han kom herud for at give folk en fornemmelse af det større billede og historien bag sagen," siger Entwistle. "Og der var meget få mennesker i Amerika, der stod op – fuldt ud – mod politiet. Dennis, Gatewood Galbraith, Jack Herer – og Dennis var den, der havde styr på det hele. Vi var beslægtede sjæle."

De brugte dage på at rulle hundredvis af joints for at uddele dem på røgstederne. "Dette var en krigstidsbegivenhed," siger Entwistle. "Vi ville have, at alle skulle ryge pot, og vi gav en masse væk til dette formål. Men det her var New York City, og man kunne ikke bare gå rundt og give pot ud – man var nødt til at gøre det på en bestemt måde. Vi havde lommer fulde af joints og blev bare ved med at tænde dem og sende dem rundt."Man kan fordele en masse pot i en forsamling på den måde, og ingen kan rigtigt præcist definere det. Tændte du den joint, eller sender du den joint forbi? Hvor kom det fra?”

Perons arbejde i 90'erne

Entwistle flyttede til sidst til San Francisco, hvor parret åbnede Cannabis Buyer's Club i 1991 og omdannede Perons undergrundsforretning til et offentligt apotek, hvor medicinske brugere kunne købe cannabis sammen med Brownie Marys berømte bagværk og omgås sociale arrangementer i det, der hurtigt blev et sikkert sted for dem, der kæmpede med HIV og AIDS.

Det var AIDS-epidemien i 90'erne, der vendte opmærksomheden mod brugen af ​​cannabis til medicinske tilstande. Dennis var afgørende for vedtagelsen af ​​Proposition P i San Francisco i 1991 og Proposition 215 i Californien i 1996, hvilket satte ham på landkortet som den mand, der har gjort mere for legalisering af medicinsk cannabis i Californien end nogen anden, hverken før eller siden.

Alt dette var inspireret af en historisk dom i en retssag mod Peron for besiddelse af cannabis, resultatet af en razzia i januar 1990, som han udholdt efter årtiers ransagninger, tvunget til at lukke og tappert genåbning, igen og igen. (Ifølge New York Times, Under en ransagning i hans supermarked med 11 butikker på Castro Street blev Peron skudt i benet af en undercover-betjent. Han fik en fængselsstraf for besiddelse af 200 pund cannabis.

Den skæbnesvangre januaraften ransagede politiet Perons hjem, anholdt ham og sigtede ham for besiddelse med henblik på salg. "Jeg blev også taget i den sag," siger Entwistle. "De droppede sigtelserne mod mig tidligt i kampen, men de ødelagde bogstaveligt talt min dør og kom igennem med våben trukket frem. Det var ikke en lille ting." Cannabisen tilhørte Perons daværende mand Jonathan West, der – lige før sin død af AIDS-komplikationer i 1991 – vidnede om, at det var hans medicin.

"Dommeren droppede anklagerne mod Dennis baseret på Jonathans vidneudsagn," husker Entwistle. "Det var i 1991, og vi havde lige været igennem AIDS-epidemien. Intet andet end syv års knusende død. Først sagde de, at det var den homoseksuelle kræft – det er ikke som om, de overhovedet havde et navn for det – og ingen ville tale om det. Så pludselig er det for stort til at tie stille. Det næste, man ved af, er, at man ser folk sygne hen til ingenting, med Kaposis sarkom over hele kroppen ... blive blinde. Og det er alle, mand." Peron og Entwistle gik ud af retten, målløse. "En dommer, ud af ingenting, går på vandet lige foran dig og gør noget, som ingen nogensinde havde forudset i deres liv. Det var som om, pludselig, at det hele sluttede."

Opmuntret af dommen blev Cannabis Buyer's Club grundlagt, der ærede West og de HIV- og AIDS-patienter, der var kommet til at stole på Perons cannabis, og det inkluderende, støttende fællesskab, der omgav den. Men han stoppede ikke der. Han planlagde at bruge klubben som en trojansk hest, så andre kunne drage fordel af denne nyfundne tolerance over for medicinsk cannabis. "Vi troede ikke, at vi ville have en klub, vi troede, at vi ville gå konkurs," siger Entwistle. "Vi gjorde det til retssager, så en anden derefter kunne føre vores sag og sælge pot til AIDS-patienter. Det var meget naivt, når man ser tilbage." Men konkurserne udeblev, og klubben blev større og større, indtil den endeligt blev lukket af en føderal dommer i 1998.

Dennis Perons indflydelse

Uden Peron ville cannabislandskabet ikke se ud, som det gør i dag. "Vi ramte virkelig plet med denne film. Den vil vække folk op til en forståelse af, hvor denne [bevægelse] stammer fra. Og det er vigtigt at huske, hvor man selv kommer fra," siger Entwistle. "Da PAX gav $50.000 til Gay and Lesbian Historical Society i San Francisco til minde om Dennis ... ville han have elsket det. Han ville f... nt have rejst sig og krammet én for det."Det byggede en bro mellem PAX og lokalsamfundet og bragte os alle tættere sammen. Så vendte de om og finansierede denne fantastiske film, og de gjorde det, fordi de ville ære den fyr, der startede hele den her forbandede ting. Og de har fuldstændig ret. Man kunne ikke have valgt en bedre fyr at ære. Dennis er virkelig manden.”

Se dokumentar her